Shadi Zmorrod

//Shadi Zmorrod

Shadi Zmorrod

Shadi Zmorrod har før arbejdet som teaterinstruktør og skuespiller og blev interesseret i cirkus under en workshop i Norge. De følgende år deltog han i en række internationale workshops og blev passioneret omkring ideen om at etablere en cirkusskole i Palæstina. I 2006 etablerede han og Jessika Devlieghere cirkusskolen i Ramallah.

Problemet med besættelsen er ikke kun den vold den genererer. Det er det den gør ved mennesker. Muren sidder inde i hovedet. Besættelsen skal ikke kontrollere mit liv. Jeg vil blive ved med at skabe, og jeg vil blive ved med at drømme – det er min form for modstand.

Ethvert palæstinensisk barn oplever besættelsen. Vi har mistet både studerende og undervisere, og den gennemsyrer alle dele af vores liv. Vi ville skabe et sikkert og sundt miljø for Palæstinas børn, og ud af den vision groede Palestinian Circus School.

Da vi startede op for mange år siden, var vi bare fem mennesker i et lille rum over en lokal bar. I dag har cirkus skolen 321 studerende fra alle dele af Vestbredden. Vi optræder for store publikummer i vores cirkustelt i Birzeit udenfor Ramallah, vi besøger og modtager gæster fra internationale cirkus skoler og artister, der vil træne og optræde med os.

Vi er her ikke for at lave smukke bevægelser – vi er her for at sikre lighed mellem drenge og piger, at forene Palæstina på tværs af geografiske og sociale tilhørsforhold og frem for alt for at skabe håb for en ny generation. Vores mål er ikke at uddanne artister, der kan jonglere perfekt med tre bolde.  Vi udvikler artister, der er i personlig balance på scenen. Mennesker der kan improvisere og klare situationen, når de fejler uden at miste deres energi og flow. Det handler grundlæggende om at vokse som individ ved at arbejde som en gruppe mod et fælles mål.

Folk plejer at sige, at den bedste måde at lære et fremmed sprog er at leve i et land, hvor det tales – at bruge det. Når man skal lære om lighed mellem køn skal det trænes – ikke tales om.  Vi bevæger os gradvist frem. Jeg husker, da vi startede op i Hebron, det er et illustrativt eksempel på, hvordan vi arbejder. Først holdt vi børnene adskilt i tre måneder – pigerne tog hjem med bus og drengene ankom. De første undervisninger var præget af vold og kaos. De smed jonglør kegler og bolde efter hinanden.

Vi besluttede os for at sætte os ned med de studerende og enes om nogle regler for at give dem en fornemmelse af medansvar for undervisningen. Jeg brugte min erfaring fra teater og performance til at introducere rollespil som et redskab i processen – vise dem eksempler på hvordan man kan begå sig med et positivt udgangspunkt. Efter et par måneder begyndte vi at høre høflige ting som: tak, undskyld og må jeg? De begyndte at respektere hinanden. Så følte vi, at tiden var inde til at bringe drenge og piger sammen. Vi lægger altid tempoet efter de studerendes forudsætninger. Det starter måske med en simpel fælles god morgen session, så god morgen og opvarmning, så nogle lege og lidt jongleringsøvelser. Når vi til sidst bringer dem sammen, bliver det hurtigt klart at piger er ligeså stærke og selvsikre som drenge. Når de selv respekterer deres kroppe, gør drengene det samme – de kan slæbe madrasser, klatre i reb og bære hinanden på skuldrene i en menneskelig pyramide lige så vel som drengene. Nu er vi faktisk på et niveau, hvor vi uddanner kvindelige trænere.

Vi har haft mange udfordringer i et til tider konservativt samfund, der er under besættelse. Årsagen kan være religion, politik eller lokale traditioner. Men vi kender og respekterer normerne, kulturen og den politiske kontekst i Palæstina, og gennem cirkus skolen er vi med til at bygge bro mellem folk med forskellig baggrund. De unge artister og deres familier – mennesker fra flygtningelejre, middelklassen fra byerne og farmere fra landsbyer. De studerer hos os, arbejder med os eller kommer og ser vores forestillinger. Cirkus skolen er ikke en skole i traditionel forstand, den er en stor åben familie, en livstil, en vision.

Alle palæstinensiske børn konfronteres med den vold besættelsen medfører. En 15 år gammel studerende gik til demonstration 15. maj sidste år og blev skudt. To af hans venner blev dræbt den dag, og kuglen passerede gennem ham to centimeter fra hans hjerte og kom ud af ryggen. De måtte skære halvdelen af hans lunge væk fordi den var forbrændt af kuglen. Han er nu begyndt at opleve, hvordan han eksisterer i en anden verden, når han optræder. Han oplever hvordan, han sætter smil på hundreder af børns ansigter. Han har besluttet, at det er hans måde at gøre modstand på.

Helt fra begyndelsen har vi taget mod studerende fra meget hårde og fattige vilkår. Nu er de trænere og udgør organisationens rygrad. Deres udvikling illustrerer meget godt, hvad det er, vi arbejder for at opnå. Cirkus skolen er en succes fordi vi giver noget til de unge. Vi giver ikke forelæsninger – vi gør en praktisk forskel.

Når man lever her, er man ikke fri. Man lever under besættelse. Situationen kan meget hurtigt ændre sig til det værre. Men at bygge et bedre samfund ved at investere i ungdommen tager lang tid. Det er min form for modstand…

By | 2018-10-17T10:11:58+00:00 december 9th, 2015|Uncategorized @da|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment