Contact Information: +970 2 298 8457|info@dhip.ps

Wafa Arouri

Wafa Arouri

Vagthunden Wafa

Hun er 27 år, undersøgende journalist og modtager dødstrusler. Men Wafa Arouri er ikke bange for at råbe magthaverne midt imod.

Hun står foran det palæstinensiske Ministry for Finance and Planning med en megafon i hånden. Gennem længere tid har Wafa Arouri fra Wattan TV forsøgt at få Shokri Bishara og Majdi Al Hassan i tale, som er henholdsvis finans- og planlægningsminister og direktør for Petroleum Authority.

“Hr. Majdi, jeg er journalist og jeg har forsøgt at få dig i tale i to måneder nu, men alle døre er lukkede. Jeg har brug for svar, giv mig den information, jeg vil have!” råber hun.

Det sandfarvede ministerium er omkranset af en mur med en sort port. De uniformerede mænd, som bevogter ministeriet, går frem og tilbage. Det ligner, at de ikke helt ved, hvad de skal stille op med den højtråbende unge kvinde, som kræver at få myndighederne i tale.

Endelig kommer en af dem hen til Wafa Arouri, “Jeg ved virkelig ikke, om det du gør, er lovligt eller ej,” siger han.

Wafa Arouri forklarer ham situationen.

“Vi vil have svar. Hvis I ikke vil give et interview, så er det fint, det har vi ikke noget problem med. Men venligst giv os et svar,” siger Wafa Arouri.
Inspiration fra Al Jazeera

Wafa Arouri har vidst, at hun ville være journalist, siden hun var barn. Hun har aldrig haft problemer med at stille sig op og tale foran sine klassekammerater. I det hele taget har hun aldrig haft problemer med at snakke, og det førte til, at hendes skolelærere ofte fortalte hende, at hun burde blive journalist.

“I den periode (2008, red.) var der krig i Gaza. Jeg så en Al Jazeera-journalist som rapporterede fra området og det fangede virkelig min opmærksomhed. Han fortalte seerne, hvad der foregik i Gaza og om de mange dræbte børn. Det var i det øjeblik, at jeg besluttede mig for at blive journalist. Jeg ville fortælle folk, hvad der foregik i konfliktområder,” siger Wafa Arouri.

Hun valgte derfor at studere medier, journalistik og samfundsfag på Birzeit University udenfor Ramallah. Det var også på universitet, at Wafa Arouri først fik kontakt med Wattan TV, en større tv-station, som også sender radio og udgiver artikler online. På sit sidste semester blev hun valgt til at gennemføre et praktikforløb på tre måneder hos tv-stationen. Da forløbet var slut, blev hun fastansat.

I dag har Wafa Arouri flere roller hos Wattan TV. Ud over selv at være reporter, er hun redaktør for programserien ‘Wattan in the field’ og ansvarlig for de 15 journalister på Vestbredden og i Gaza som er tilknyttet serien. Hun har også sit eget program, ‘Marginalised Voices’, og derudover er Wafa Arouri undersøgende journalist på historier, som kan tage flere måneder at få i hus.

 

Kursus i undersøgende journalistik 

Når Wafa Arouri er i gang med en graverhistorie, dykker hun helt ned i sagen, for at afdække alle kroge af den.

“Jeg synes, at det er en fed form for journalistik. For vi får mere og bedre information om en sag, når vi går til den på en undersøgende måde. Ofte er det sager, som er meget vigtige for det palæstinensiske folk og som har direkte indflydelse på deres liv,” siger Wafa Arouri.

I foråret 2018 gennemførte danske undervisere fra International Media Support i samarbejde med Media Development Center på Birzeit University et kursus i undersøgende journalistik – støttet af Det Danske Hus i Palæstina. Målet var at give palæstinensiske journalister konkrete værktøjer til blandt andet research, dataindsamling, spørgeteknikker, de kan bruge til at grave de besværlige, følsomme og vigtige historier frem i lyset.

Wafa Arouri var en af de ti journalister, der deltog i undervisningen.

“Jeg lavede undersøgende journalistik, før jeg tog kurset, men det var et meget vigtigt kursus for mig, for det udviklede mig virkelig som graverjournalist,” siger Wafa Arouri, og nævner at hun blandt andet lærte at lægge en plan for sit arbejde, inden hun for alvor går i gang.

Det var også et undersøgende projekt, som i sidste ende fik Wafa Arouri til at stille sig op foran Ministry for Finance and Planning med en megafon i hånden i september 2019.

 

Med megafon i hånden

I 2007 eksploderede en tankstation i byen Al-Bireh på Vestbredden, nabobyen til Ramallah. Otte personer, heriblandt børn, omkom i ulykken. I 2012 eksploderede endnu en tankstation, denne gang i Ramallah. Der var ingen dræbte, men flere personer kom til skade og fik forbrændinger.

Wafa Arouri fortæller, at mange tankstationer på Vestbredden er bygget uden tilladelse fra selvstyret, eller er bygget på en forkert måde. Dette kan i værste fald føre til eksplosioner som dem i 2007 og 2012, fordi tankstationerne ikke lever op til en række sikkerhedsregler. Alligevel gør myndighederne ikke noget for at fjerne de ulovlige tankstationer.

“Jeg forsøgte at samle så meget information som muligt, før jeg gik til de ansvarlige myndigheder. Jeg kontaktede ministeriet, som er ansvarlig for tankstationer, men de svarede ikke. Jeg forsøgte igen og igen og igen, men de ville stadig ikke snakke med mig,” siger Wafa Arouri.

Megafonen satte dog tingene i gang. For den formiddag tilbage i november 2019 i Ramallah blev hendes råb endelig hørt. Wafa Arouri blev inviteret ind bag de høje, sandfarvede mure, hvor hun endelig fik snakket med Majdi Al Hassan, direktør for Petroleum Authority. Dog med kameraerne slukket.

“Han sagde til mig, ‘Jeg beklager, jeg ved, at du vil have information og at du har forsøgt i månedsvis at få den, men jeg kan ikke give dig det.’ Jeg valgte derfor at stoppe min historie her, fordi jeg ikke kunne komme videre,” siger Wafa Arouri.

På Majdi Al Hassans forespørgsel gav hun myndighederne yderligere ti dage til give hende et svar på anmodningen om et interview. Da de ti dage var gået, havde hun dog stadig ikke hørt noget fra dem.

I dag tolker Wafa Arouri myndighedernes manglende svar som et tegn på, at de skjuler noget for hende og offentligheden.

 

Journalist i fængsel

At Wafa Arouri ikke kan få myndighederne i tale, er blot et af mange problemer, hun oplever som journalist.

“Som palæstinensisk journalist føler jeg, at jeg er i fængsel. Jeg er bange for det palæstinensiske selvstyre, fordi de måske vil forsøge at stoppe mig i at udføre mit arbejde, og jeg er bange for besættelsen fordi de måske vil smide mig i fængsel eller endda slå mig ihjel,” siger Wafa Arouri.

Og så er der også de sociale normer, som afholder hende fra at rapportere om specifikke emner, som eksempelvis religion, fordi det er så følsomt for mange mennesker.

Det er også de sociale normer, som gør det svært for Wafa Arouri at udføre sit job, bare fordi hun er kvinde.

“Jeg er en stærk kvinde, men jeg er stadig kvinde. De behøver egentlig ikke at slå mig ihjel, de skal bare bruge Photoshop og få det til at ligne, at jeg ikke har noget tøj på. At lægge sådan et billede ud på nettet, ville have store konsekvenser for mig, da det ville ødelægge mit personlige og professionelle ry,” siger Wafa Arouri.

Og når alt det er nævnt, er der stadig de konkrete dødstrusler, Wafa Arouri af og til får.

Eksempelvis, da hun lavede en historie om en syg, ældre kvinde som boede alene. Wafa Arouri var blevet kontaktet af kvindens bekymrede naboer, som spurgte om hun kunne gøre noget for at hjælpe kvinden. Med kameraet i hånden tog Wafa Arouri hen for at snakke med hende.

Interviewet kom i hus og blev publiceret.

“Samme dag kontaktede en af kvindens sønner mig og sagde, at hvis jeg ikke tog interviewet ned, ville han dræbe mig. Vi mødtes på Wattan for at diskutere, hvad vi skulle gøre og besluttede at slette historien på grund af dødstruslerne,” siger Wafa Arouri.

Men selvom interviewet blev fjernet igen, føler Wafa Arouri alligevel at hun gjorde en forskel i den konkrete situation.

“Familien indså, at de ikke gjorde nok for deres mor og bedstemor, og at de burde hjælpe hende med at lave mad og hente medicin,” siger Wafa Arouri og tilføjer:

“Selvfølgelig mener jeg, at jeg gør en forskel. De ansvarlige ville slet ikke blive stillet til ansvar, hvis ikke for undersøgende journalistik. Nogle gange gør undersøgende journalistik en forskel. Ikke hele tiden, men nogle gange gør jeg en forskel.”

Også i efteråret 2019 har Det Danske Hus i Palæstina gennem International Media Support støttet arbejdet med at uddanne palæstinensiske journalister i undersøgende journalistik. I oktober underviste den danske graverjournalist Henrik Jensen fra Berlingske sammen med jordansk-palæstinensiske Rawan Damen, der i mange år har produceret dokumentarer til blandt andre Al-Jazeera og BBC, 13 unge journalister – blandt andet med fokus på grave skjulte oplysninger frem, tjekke sine fakta og konfrontere magthaverne, ganske som Wafa Aurori.

By | 2020-01-23T16:52:32+00:00 januar 23rd, 2020|Uncategorized @da|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.