Abo Ali

Abo Ali

Abo Ali drømmer om et frit Palæstina, hvor han sammen med sine israelitiske Hip-Hop-kollegaer kan nå et højere plan med deres musik. For Abo Ali er musikken en måde at udtrykke de ting på, han ikke føler, der bliver snakket nok om – og en måde at udfordre det etablerede.

Abo Ali er en rapper og musik producer fra Ramallah. Han har studeret psykologi, musik og medier på universitetet. Han har lige opnået en bachelorgrad i visuel og konceptuel kunst fra International Academy of Art, Palestine.

”Der er en lille boble af Hip-hop kunstnere, primært fra Ramallah, som alle kender hinanden. Det er altid den samme gruppe af mennesker som dukker op til koncerterne. Det er en lukket cirkel, som det er virkelig svært at blive en del af, hvis du ikke er fra det her samfund. Efter min mening er det forkert. Hip-hop scenen burde være åben for mennesker med mange forskellige baggrunde, for at gøre den mere forskelligartet.

Der er en Hip-hop scene i Haifa, som minder om den i Ramallah. Men det er svært for dem at komme og spille her, og det er svært for os at tage til Haifa. Det betyder, at vi ikke kan samarbejde så meget som vi gerne ville. Vi holder kontakten og deler vores musik på internettet, men hvis det ikke var for besættelsen, ville vi være i stand til at lave storslåede ting sammen. Hvis de kunne komme her hver aften, uden grænserne, kunne vi skabe en kæmpe Hip-hop scene og en stor musik kultur fra Palæstina. Det ville være så meget lettere hvis vi kunne interagere ansigt-til-ansigt.

Besættelsen dræber vores håb og vores vilje til at skabe nyt. Jeg tror, at lysten til at skabe og udforske noget nyt hver dag, ligger i den menneskelig natur. Men besættelsen begrænser os i at gøre det. Hvis din bror er i fængsel, tænker du ikke på hvad du gerne vil opnå med dit eget liv. Du tænker på hvad du kan gøre for at hjælpe ham, og dét tapper alt din energi.

Imidlertid bliver vi som kunstnere også inspireret af besættelsens kvaler. Når du oplever modstand, er du nødt til at udtrykke dig for at få udløst noget energi. Du er nødt til at tale med nogen om det eller skrive det ned. I Gaza har de samlet nogle af bombeskallerne fra de bomber israelerne har smidt og plantet små træer og blomster i dem. Det er en måde, hvorpå man kan skabe kunst fra sine lidelser.

Det arabiske samfund er seksuelt begrænset og begrænset med hensyn til seksuel dannelse. Vi har en masse restriktioner indlejret i vores kultur. Jeg vil ikke lave om på vores kultur, men jeg vil belyse de her begrænsninger gennem min kunst og min musik. Jeg prøver at gøre folk opmærksomme på dem og få dem til at reflektere over dem. Jeg prøver at vise folk noget de har overset eller noget de aldrig har tænkt over. På den måde prøver jeg at opgradere vores samfund gennem min kunst og min musik.

Som musiker i Palæstina er du nødt til at skjule dine ord i musikken. Du er nødt til at gemme dine tekster bag to forskellige meninger. På den måde kan du redde dig selv fra anklager fra forskellige folk – og fra folk som ikke forstår hvad din sang virkelig handler om. Jeg plejede at skrive sange som kunne forstås på en god og på en dårlig måde.

Da jeg var 18 år gammel hang jeg meget ud med nogle dårlige fyre. En dag så jeg en 16-årig dreng blive dræbt med to skud i hovedet, fordi han solgte stoffer udenfor sit eget område. Jeg sad hjemme i to måneder og skrev en sang om det. Vi burde ikke have den slags problemer her. Vi burde ikke sælge stoffer og have det her mafia miljø. Vi er under besættelse, men vi kan stadig forbedre vores eget samfund.

Der er meget lidelse i Palæstina. Børn dør af fattigdom og mange dropper ud af skolen fordi de ikke har råd. Der er meget håbeløshed i den unge generation fordi der ikke er nogle jobs og fordi de økonomiske forhold er ustabile. Hver dag sker der et eller andet – et drab eller et røveri osv.

Jeg mener vi bør prøve at ændre den yngre generations tankegang. Så vil de måske være i stand til at lede os til en bedre fremtid. Jeg tror på, at kunstnere er ansvarlige for at plante håb og nye idéer hos den fremtidige generation, og inspirerer dem til at ændre tingene til det bedre. Hvis de vokser op i det nuværende samfund, vil de miste håbet når de bliver ældre, som vi har mistet håbet. Vi er nødt til at plante vores gode idéer i deres hjerter og sind. Vi er nødt til at give dem den rette uddannelse, så de kan skabe forandringen.”

By | 2018-10-17T09:45:46+00:00 juni 9th, 2016|Uncategorized @da|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment