Contact Information: +970 2 298 8457|info@dhip.ps

Laura Alajma

//Laura Alajma

Alle spiller for at tabe

Som frontkvinde for Bait Byout, den første live-action rollespilsorganisation i Palæstina, generobrer 30-årige Laura Alajma legene fra sin barndom. Hun bruger rollespil til at arbejde sig igennem palæstinensiske traumer og gøre op med stivnede sociale roller

Da Laura Alajma var barn, legede hende og de andre børn i kvarteret en leg kaldet “Bait Byout”. Løst oversat betyder Bait Byout “husenes huse”. En slags arabisk udgave af “far, mor og børn”, den universelt kendte leg, hvor børn forestiller sig, at de er voksne lærere, voksne mødre, voksne fædre.

Laura Alajma var 12 år, da den 2. intifada begyndte i september 2000, og begivenhederne er stadig klæbet fast til hendes erindring. Oplevelsen af at snuble gennem gaderne på bare fødder, når israelske soldater drev dem ud af huset midt om natten. Oplevelsen af at ligge i sengen under vinduet vendt mod gaden, paralyseret af frygt, mens kugler fløj over hendes hoved.

Den fem år lange krig ændrede karakteren af den improvisatoriske børneleg. “Bait Byout” blev erstattet af “Israelere og palæstinensere,” en leg hvor soldater med grene som skydevåben og palæstinensere med sten kæmpede mod hinanden. Laura Alajmas rolle var altid “reporter fra Al-Jazeera”.

“Måske var det en måde for os at klare det. Det viser, hvordan de her oplevelser blev normale for os som børn,” siger hun.

I dag er improvisatorisk rollespil blevet 30-årige Laura Alajmas arbejde. Hun er frontkvinde for Bait Byout, den første LARP-organisation i den arabiske verden. Bait Byout låner fra den lange nordiske tradition for LARP, et rollespil der bygger på princippet om, at “alle spiller for at tabe”.
I LARP indtager deltagerne en fiktiv verden, der ofte er voldsom og grænsesøgende. Der er intet manuskript og intet publikum. Formålet er den udvikling, deltagerne gennemgår i spillet.

“Idéen med LARP er, at du sætter dig i andre menneskers sted. Det er en fiktiv verden, der tager temaer fra virkeligheden op og tvinger dig til at forholde dig til andre menneskers livsvilkår,” siger Laura Alajma.

Forestil dig for eksempel en retssag ført i en matriarkalsk verden, hvor en mand bliver æresdræbt af sin søster (spillet hedder Till Death Do Us Part). Eller forestil dig, at du lever i et besat Finland, hvor du dagligt bliver udsat for forhør af soldater fra besættelsesmagten (spillet hedder State of Siege og blev afholdt i Finland med finske og palæstinensiske deltagere).

Det er “et redskab til at skubbe social forandring i gang ved at vende op og ned på virkelighedens strukturer”, siger Laura Alajma. Det tillader folk at gå ind i de følelser og de oplevelser, de helst efterlader urørte: Vrede, ondskab, den uret, der er blevet begået mod dem.

“Jeg tror, at LARP kan hjælpe folk igennem nogle ting. Under den 2. intifada så jeg ældre drenge fra kvarteret blive ført bort, afklædt og mishandlet. Spillet fører dig tilbage til de oplevelser. Det er smertefuldt, men du ønsker stadigvæk, at alle skal opleve det, så de kan forstå, hvad det vil sige,” siger hun.

Fremmede
Laura Alajmas blev introduceret til LARP gennem spillet “So you think you can dance.” Et spil, der finder sted i et fængsel, hvor palæstinensere fra forskellige fraktioner bliver forhørt og mishandlet. “Det er så tæt på vores virkelighed,” siger hun.

Men hendes yndlings-LARP er ”Strangers”, et spil hvor en katastrofe tvinger et lands befolkning til at flygte til nabolandet og bosætte sig blandt fremmede. Det er et spil, der taler til Laura Alajmas egen baggrund som flygtning fra Haifa.

I ”Strangers” spillede hun en lokal, en af de mennesker, som skal modtage flygtninge og beslutte, hvordan hun ville behandle dem. Oplevelsen var voldsom, fortæller hun. Hun blev chokeret over sin egen reaktion. Over den vrede, hun følte. I rollen som modtager af flygtninge følte hun sig truet på sin identitet, sin eksistens, freden i sit land.

“Min reaktion var ikke meget anderledes end den, der mødte mig og min familie som flygtninge. ”Strangers” giver dig oplevelsen af at være flygtning og blive defineret som menneske ud fra din status som flygtning. Selv i Palæstina skelner vi mellem flygtninge og ikke-flygtninge og diskriminerer på den baggrund,” siger hun.

Fordrivelsen af palæstinensere i 1948, da Israel blev oprettet – i daglig tale al-Nakba – Katastrofen – betyder, at Laura Alajma i dag identificerer sig som flygtning. Efter 1948 flygtede hendes bedstefar til Tyskland, og det er årsagen til, at hun ikke er opvokset i en flygtningelejr. I stedet voksede hun op i et konservativt kvarter i Jenin.

Ikke en konservativ familie, siger Laura Alajma, men hendes far brød sig alligevel ikke om, at de andre i kvarteret snakkede, når hun som den eneste pige ikke dækkede sit hår med hijab. Laura Alajma brød sig heller ikke om at lade sig definere af, hvad andre mennesker tænkte. Hendes familie var ikke udpræget religiøs, så det klingede hult, når hendes far talte til hende om, hvad der var ‘haram’ (forbudt). ”Hijab-tingen”, som Laura Alajma omtaler den, udviklede sig til en årelang kamp om viljestyrke mellem hende og hendes far. En forvirrende intern konflikt i hendes teenageår mellem hvem hun blev tvunget til at være, og hvem hun ønskede at blive.

“Min far sagde, at jeg ikke måtte gå på gaden uden hijab. Så jeg sagde ’okay, vi løser det. Hver gang jeg vil et sted hen, må du bestille en taxa.’ Det var en win-win-situation. Han fik, hvad han ville have, og det gjorde jeg også,” siger Laura Alajma.

“Jeg gennemgik mange konflikter for at nå til det sted, jeg er i dag. Men jeg nåede til en forståelse med mine forældre, og det banede vejen for mine søstre, så de ikke behøvede at gennemgå de samme kampe og det samme shit,” siger hun.

At improvisere med identitet
Laura Alajma taler om matematik med kærlighed i stemmen. Hun er forelsket i ‘game theory’, forklarer hun. Det er ikke et abstrakt koncept, som hendes universitetsprofessorer ellers forsøgte at indprente hende, da hun læste “Applied Mathematics” på Birzeit University nær Ramallah på Vestbredden. ’Game theory’ er et redskab, man kan bruge til at forstå, hvordan vi bevidst eller ubevidst kalkulerer vores handlinger efter de sociale mønstre, vores opvækst har plantet i os, forklarer Laura Alajma.

“Fra vi vågner, til vi falder i søvn igen, ifører vi os forskellige masker. En maske som datter, som søster, som ven, som manager.”

Vi improviserer med maskerne, forklarer hun. Men mest af alt er maskerne stivnet i de sociale roller, vi kender fra vores opvækst. LARP har en evne til at vise, at sociale roller kan kritiseres og ændres. At de masker, vi ifører os, kommer med et valg. På den måde er vi tilbage i Jenin, til ’hijab-tingen’ og den private taxakørsel. Tilbage ved det faktum, at hvis du ikke tager ejerskab over din identitet, kommer andre måske til at gøre det for dig.

“Det starter en diskussion om, hvem den ‘rigtige dig’ er, og hvilken rolle du spiller i at skabe din egen identitet. Men det er en udfordring for os lige nu at få folk til at forstå LARP på den måde. Det uddannende potentiale, som LARP også har. LARP’ere bliver set på som nørder og originaler. Folk forstår det ikke, før de selv har prøvet det.”

Forstår din familie, hvad du laver?
“Min familie har aldrig forstået, hvad jeg laver,” siger Laura Alajma og griner.

“Min mor synes ikke, at jeg nogensinde i mit liv har lavet noget nyttigt. Hun siger, ‘du har arbejdet siden en alder af otte år og for hvad? Ingen bil, intet hus, ingen børn, ingen løn’,” siger Laura Alajma.

“Da jeg fik stillingen som manager ved Bait Byout, var min mor alligevel sådan ‘ah, du er manager’. Manager er et ord, selv min mor kan forstå,” siger hun.

De seneste 10 år har Laura Alajma brudt sociale normer ved at bo alene i Ramallah. Hun er finansielt uafhængig, rejser ofte, og ingen sætter længere spørgsmålstegn ved den person, hun ønsker at være. Det er en kamp, der er udkæmpet med hendes familie, med samfundet og med hende selv.

“Den første gang, jeg ville ud at rejse, gemte min mor mit pas. I dag opfordrer hun mine søstre til at rejse og opleve verden. At vinde den tillid fra mine forældre tog tid, men lidt efter lidt kunne jeg gøre de ting, jeg ønsker. Det er en radikal forandring fra nu og til den kamp, jeg måtte udkæmpe som teenager for ikke at skulle bære hijab.”

By | 2019-10-14T06:30:36+00:00 October 14th, 2019|Uncategorized|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.